Sind,  Sundhed

Har du ret til det?

Er du een af dem der sætter store krav til dig selv mens du giver andre lov til at slippe afsted med langt mindre? Så er du ikke alene.

Jeg er selv een af de mennesker der, på bestemte områder, sætter langt højere krav til min egen ageren i en bestemt situation, end jeg gør til andre. Jeg har også tit siddet i coaching sessions med klienter der har haft samme problematik. Udfordringer der har givet dem stresssymptomer og for nogle sygemeldinger. Men hvorfor er det sådan for nogle af os og hvad kan du gøre ved det?

Rettigheder – hvad mener du?

Grundlæggende vokser vi alle sammen op med nogle værdier og normer som vores familie, skole og omgangskreds definerer gennem vores opvækst. Disse “normer” er med til at sætte standarden for hvordan vi ser verden. Hvilke “rettigheder” vi mener er rigtige og forkerte i vores liv. Vi har måske også oplevet af vi får bestemte ting ud af af opføre os på bestemte måder. Jeg har altid fået at vide at jeg skal arbejde hårdt for tingene og at det er min pligt at have styr på min egen økonomi. Min far har altid sagt at jeg skal undgå at være afhængig af andre.

Det betyder bl.a. at jeg tjekker min netbank hver eneste dag og at jeg stort set aldrig bruger mere end jeg har tjent. Der sker jo ingen ændringer på banken men alligevel ligger det i mig at jeg skal tjekke den. Til tider gad jeg sgu godt at jeg var lidt mere rolig omkring “hvad i morgen bringer” og levede liiidt mere over evne. Det er selvfølgelig fedt at have OK styr på økonomien, men der er også noget livsbekræftende i at kunne give slip til de umiddelbare behov. Jeg synes iøvrigt det er mege fedt når andre giver slip og går amok i en butik. Men jeg giver ikke mig selv denne “ret”. Derudover har jeg en ret stor arbejdsmoral og jeg holder meget sjældent rigtig fri. Selv når jeg går hjem er min hjerne på arbejde. Jeg har heldigvis ikke døjet med alvorlig stress men jeg har alligevel arbejdet på at give mig selv “lov” til at holde fri. Det er nemlig godt for mig. Det ved jeg. Og jeg siger altid til alle andre at de skal huske at holde fri og gå tidligt nogle dage. Men når det kommer til mig selv så får jeg så dårlig samvittighed hvis jeg går tidligt en dag. Det er jo fuldstændigt fjollet, når nu jeg absolut synes det er helt fint at man går tidligt nogle dage og så arbejder sent andre. Bevidstheden om at det er et område jeg skal huske på, gør dog at jeg er begyndt at kunne nyde tidlige eftermiddage.

Når andres behov tager over

For nogle ligger disse “regler” om hvad man må vs. hvad andre må alt for indgroet og her kan det gå ud over både sind og krop. I svære tilfælde kan det betyde længere perioder med stress eller angst. Hvis du lytter mest til andres “ret” til at være i hverdagen, så tilsidesætter du ofte dig selv. Det kan have store konsekvenser. Problemet for mange er nemlig at lære at slippe disse regler og tilegne sig retten til at ændre det. Om ikke fuldstændigt så en smule.

Spørg dig selv

Et godt værktøj til at undersøge om du selv har tendens til at give andre mere “lov” end dig selv er at stille dig nogle af følgende spørgsmål.

Har du ret til at ændre mening?

Har andre ret til at ændre mening?

Har du ret til at bede om betænkningstid inden du svarer?

Har andre ret til at bede om betænkningstid inden de svarer?

Har du ret til at bestemme over din egen krop?

Har andre ret til at bestemme over deres krop?

Har du ret til at sige nej til ting uden at forklare hvorfor?

Har andre ret til at sige nej til ting uden at forklare hvorfor?

Har du ret til at bede om hjælp (på jobbet, privat)?

Har andre ret til at bede om hjælp?

Der findes et utal af spørgsmål du kan stille dig selv. Det vigtige er at du tillader dig selv at dykke ned i hvorfor andre må noget du ikke selv må. Det kan nemlig hjælpe dig på vej til at lære at give dig selv de samme rettigheder som du giver andre. Spørg dig selv hvorfor du tænker sådan? Er det rimeligt? Hvis en anden sagde det om sig selv, hvad ville du sige til vedkommende? Måske kan du have brug for hjælp til at lave denne øvelser og her kan en god ven eller evt. coach hjælpe dig.

Jeg håber du kunne bruge dette indlæg. Du er meget velkommen til at kommentere herinde eller sende mig en mail på kontakt@lev-godt.dk

Du kan læser mere om coaching på https://www.lev-godt.dk/gratis-coaching-online/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *